Før krigen på Balkan var Michael Winther en rigtig mand. I dag kan han ikke genkende sit eget spejlbillede.

I 1995 var Michael Winther en rigtig mand. Efter endt værnepligt meldte han sig til den Internationale Brigade, og i følge hververne, så tog rigtige mænd til Balkan og fik flere hår på brystet. Det billede af sig selv syntes Michael Winther godt om. I hans egen verden var han en sej fyr.

17 år og et Post Traumatisk Stresssyndrom (PSTD) senere er den nu 37-årige Michael en skygge af sig selv.

- Jeg er blevet en gammel kælling, som græder for ingenting, forklarer han.

Bomberne sprang

Michael var i Kroatien i 1995.

- Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte, hvad gør jeg her? Bomberne sprang om ørene på os, og vi kunne ikke komme væk. Den dag i dag ved jeg ikke, hvorfor jeg tog af sted. Men jeg tror, det handlede om, at jeg gerne ville være som alle de andre - og de meldte sig, siger Michael.

Imens sidder han og viser billeder fra sit intensive møde med krigen på Balkan. Han peger på lejren, hvor to danske soldater blev slået ihjel af en mortergranat.

- De var i en lejr 20 kilometer fra vores, og det var vores job som sanitetsfolk at hente de sårede, for der var ingen sanitetsfolk i deres lejr. Men det var alt for farligt, og vores overordnede sad nærmest og skreg over radioen, at vi måtte have helikopterhjælp. Alt var kaos, og vi kunne ikke gøre noget. Den ene soldat døde på vejen til det amerikanske militærhospital, og den anden døde på operationsbordet.

Følelser er for tøser

Allerede ved hjemkomsten kunne Michael mærke, at han havde ændret sig.

- Min virkelighed var blevet en anden, men jeg ville ikke erkende det. Da vi kom hjem spurgte forsvaret, om vi ville tale med en psykolog. Jeg sagde nej, jeg var jo ikke svag!

Svag eller ej - en stor del af Michaels liv gik pludselig med at undertrykke følelser. Det gik fint i hverdagen, men når han drak, var konsekvenserne ubarmhjertige. Når alkoholen gik ind - så måtte tårerne ud.

Michael brød sig ikke om fornemmelsen. Han følte folk kunne se lige gennem ham, og i hans verden var - og er - følelser for tøser.

Vigtige Susanne

I 2001 mødte Michael Susanne, som han nu er gift med.

- Den Michael, jeg lærte at kende, var en hyggelig og rolig fyr. Jeg kunne bare godt lide måden, han var på, mindes hustruen.

Hun kan stadig godt lide sin mand. Men det er ikke så let, som det var engang.

- Det er fand'me ikke nogen dans på roser at leve med ham. Han får flere og flere dårlige dage, hvor han er opfarende, bliver ondskabsfuld eller græder, fortæller Susanne Winther om livet med sin PSTD ramte mand.

Susanne er det vigtigste i Michaels liv. Flere gange under samtalen fortæller han, at havde det ikke været for Susanne, så havde han ikke været her i dag.

- Hun er den, som giver en smule mening i mit liv, fortæller Michael.

Striberne på armen

Striber på Michaels arm vidner om, at han et par gange har forsøgt at tage sit eget liv.

- Jeg ville bare have fred. Det er svært at forklare nærmere. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen identitet længere.

At gøre en ende på det hele er ikke aktuelt for Michael nu. Men han erkender, at det er endog meget svært for ham at se glæden i dagligdagen.

- Jeg har det bedst, når jeg sover - og når jeg går tur med Mille. Så er det som om, at der er nogle tanker, der finder den rigtige plads, fortæller Michael, mens han kigger kærligt på boxeren Mille, der sammen med syv kaniner i køkkenet og en tilløbende kat, udgør Susanne og Michaels aktuelle dyrehold.

- Og selv om det sker sjældent efterhånden, så elsker jeg, når jeg kan få Susanne til at grine og være glad. Den eneste glæde jeg efterhånden kan føle, er den glæde, som jeg føler gennem hende. Gi'r det mening?

Endnu et nederlag

Når man spørger Michael, hvornår han fandt ud af, at alt ikke var som det skulle være, så trækker han på skuldrene og kigger på Susanne. Hukommelsen har det ikke godt.

Han kan dog sagtens huske følelsen af, hvordan det var, da han et halvt års tid i 2005 var i voksenlære som bager. Det var præcis den samme følelse, han oplevede, da han efter sin sygemelding i november 2007 blev sendt i forskellige aktiveringsprojekter.

- Jeg kogte over hele kroppen, fik det varmt det ene øjeblik og svedte koldsved det næste øjeblik. Jeg følte, at jeg blev kigget over skulderen, og det stressede mig. Jeg ville bare hjem under dynen. Sådan - hjem og græde og endnu et nederlag.

I dag har Michael (eller i virkeligheden Susanne på vegne af Michael, da han har givet op) søgt og fået afslag på en førtidspension, da Aalborg Kommune ikke mener, at behandlingsmulighederne er udtømte.

- Jeg vil bare så gerne have fred. Selvfølgelig ville jeg allerhelst arbejde, og jeg savner min tidligere arbejdsgiver (bagermesteren). Han var en god mand. Men når jeg ved, hvor hurtigt jeg brænder ud, og at jeg derfor formentlig kun kan arbejde 2 - 3 timer om ugen, så bliver jeg frustreret. Hvorfor skal jeg være en kastebold i systemet? Man får på fornemmelsen, at det for Aalborg Kommune kun handler om at spare penge.

Ønsker sig lam

Det er ikke kun kommunen, som har svært ved at forstå Michaels sygdom.

- Michaels mormor siger tit, at han skal tage sig sammen, for han fejler jo ingenting, fortæller Susanne.

- Sommetider ville jeg ønske, at jeg var blevet lam og sad i kørestol. Folk har ingen forståelse for det, der sker inde i mit hoved, mener Michael.

- Mit liv er som en kasse, jeg er lukket inde i. Sygdom, uvished, økonomi. Måske er der en lille sprække henne i hjørnet med en smule lys, men sprækken bliver aldrig større. Hvis ikke jeg får en pension, så ved jeg ikke, hvad der skal ske. Skal jeg så acceptere, at resten af mit liv er et liv i en kasse?

Print artikel

Visninger: 51